Efter familiens flugt fra Libanon til Danmark har Abdel Aziz Mahmoud i knapt 30 år søgt efter det at være "dansk". Adels søgen har ledt ham på en rejse, som har budt på et utal af oplevelser med Danmark og integration. Oplevelser som han nu deler med danskerne.

Abdel Aziz Mahmoud har tidligere arbejdet som journalist på DR1 TV-Avisen og som vært på Aftenshowet på samme kanal. I dag er Abdel udviklingsredaktør hos Nordisk Film TV, podcaster, journalist på DR2 og en meget aktiv del af den offentlige samfundsdebat.

Ikke uden omkostning
At være en aktiv del af debatten har givet ham mere end almindelig modgang. Hadefulde SMSer og beskeder på de sociale medier er ikke usædvanligt for Abdel. Det tager han dog helt roligt og besvarer ofte med ironi og humor. Det har samtidigt givet ham titusindvis af følgere på de sociale medier. Mange lytter interesseret til hans velmenende holdninger og råd.

Der er en grund til, at Abdel gæster Mads & Monopolet på P3, var blandt de mest benyttede talere på Folkemødet 2016 og deltager i et utal af debatprogrammer i TV. Når Abdel åbner munden, er det ikke blot holdninger, men også førstehåndoplevelser og utroligt gode råd, som kommer ud.

Hvor taler du flot dansk
Til november gæster Abdel Svendborg med foredraget af samme titel som hans aktuelle bestseller “Hvor taler du flot dansk”. Det bliver en aften med humoristiske og interessante fortællinger om Abdels og hans families kamp for at lykkes i Danmark.

 

Svendborg

Comments are closed.